Cerro Rico – det rige bjerg – var et bjerg som saa mange andre i Andes-regionen, indtil en inka lamahyrde ved navn Diego Huallpa i 1545 beslutter sig for at overnatte paa det. Savnet fortaeller at efter at have taendt et stort baal for at holde varmen, opdager han naeste morgen, at varmen har smeltet jorden og efterladt plamager af et blaatskinnende metal. Samme aar bliver minelejren i Potosí grundlagt, og det tager ikke lang tid foer, enorme maengder soelv bliver hentet op af minerne. Enorme i den mest bogstavelige forstand. I mere end 200 aar sejlede tungt lastede spanske galeoner over Atlanten med nok soelv til at holde hele den spanske oekonomi fra bankerot. Og Potosí blomstrede badet i soelv. Kander, service, broderier, relikvier, natpotter – alt var i soelv. Det fortaelles, at til de store fester i byen bar danserne dragter af ren soelv.

Men rigdommen havde en pris. I loebet af kolonitiden anslaas det, at op mod 8 mio. afrikanske slaver og lokale boender doede i minerne. I 4-maanedersskift arbejdede, spiste og sov de under jorden. Kun ved hjaelp af stearinlys og olielamper levede de i dette tidsrum i ellers komplet moerke, og det var noedvaendigt, naar de endeligt vendte tilbage til jordens overflade at give dem bind for oejnene for at forhindre dem i at blive blinde ved den foerste kontakt med sollyset. Dem der vel og maerke vendte tilbage til sollyset.

Og saa – i loebet af 1700-tallet – loeb de rige bjerg lige saa stille toer for store soelvaarer.

Naar man gaar ind i Cerro Rico, er det foerste, man laegger maerke til luften. Den er tyk af stoev og tynd paa ilt og bliver ikke bedre efterhaanden, som man arbejder sig laengere ind, og lugten fra de mennesker, der tilbringer deres liv i minerne blander sig. Gangene er ikke lavet stoerre en absolut noedvaendigt, og det meste af tiden maa man gaa med nakken boejet og blikket rettet op og frem for ikke at stoede mod lavthaengende sten og bjaelker. Vi har gaaet i mindre end 5 minutter, da min nakke begynder at goere ondt. Smaa smalle skakter leder op, ned og til siden alle steder. Nogle er gamle udgravninger, andre lavet til at komme af med ubrugeligt materiale eller giftige dampe. Og saa endeligt nogle der ved hjaelp af stiger og stenbunker er lavet til at passere op og med mellem niveauerne. Det er ikke et sted for de klaustrofobiske. Lyden rejser ikke godt i de smalle gange, og ud over stille hvislen fra luftslangerne og plasken af fodtrin er det kun den jaevnlige lyd af hjelme, der stoeder mod sten, som afbryder stilheden.

Potosís redning blev tin og andre metaller, som spanierne ikke ville spilde tid paa.

I dag arbejder ca. 11.000 mand i bjerget til den bitre smag af coca-blade. Efter 1952 blev bjerget inddraget af staten, og i dag er de fleste miner ejet af kooperativer. De er alle som en opkaldt efter helgeninder for stoerre beskyttelse. Under jorden hersker ellers El Tío - en form for blanding mellem en quechua-forvirring af ordet Dios (Gud) og djaevlen, som maa have sit naturlige rige under jorden. El Tío bliver taget meget alvorligt, og hver fredag bliver de forskellige statuer af ham rundt omkring i minerne tilbudt sprit, cigaretter og coca-blade, foer minearbejderne toemmer to glas ren 98% alkohol til aere for ham og Pacha Mama (Moder Jord). Herefter fortsaetter drukken som regel resten af weekenden, for det er et haardt arbejde at vaere minearbejder. Loennen er ganske vist (som regel) bedre end de fleste andre steder, men prisen de betaler er hoej. Doed som foelge af lungebetaendelse eller ulykker, invaliditet og staerkt nedsat lungekapacitet er normale konsekvenser. Mange begynder laenge foer, det er lovligt (helt ned til 12/13-aarsalderen), men stort set ingen holder mere end 30 aar. Hovedsageligt er det andre metaller end soelv, der hives op, men enhver minearbejders haab og motivation er en dag at finde en af de faa tilbagevaerende store soelvaarer. Paa mange maader er det lotterieffekten, der lokker folk under jorden.

Der er dog ingen tvivl i stemmen paa den minearbejder, der besvarer mit spoergsmaal: “Hvad kunne du taenke dig at dine boern arbejder med?” “Alt andet end dette.”

Paa trods af dets enorme rigdom i mineraler er Bolivia i dag det fattigste land i Sydamerika.

Det var foerst i bussen paa vej til byen Puno i naerheden af graensen mellem Peru og Bolivien, at jeg hoerte om strejken. Aarsagen fik jeg aldrig helt fat i, men noget med nogle uenigheder mellem den peruvianske regering og de lokale fra omraadet om nogle naerliggende miner. Og i protest mod ikke at blive hoert havde de lokale besluttet sig for at spaerre de to graenseovergange mellem Peru og Bolivien. For hver dag bliver flere og flere omraader indlemmet i spaeringen og goer det svaerere og svaerere at finde alternative ruter over graensen – selv over Titicacasoeen.

Saa der sidder vi saa. I Puno. Latinamerikanerer og turister i samme baad. 2 timers buskoersel fra graensen og ingen ide om hvornaar spaerringen ville ophoere. Flere busselskaber tilbyder en alternativ rute med buskoersel saa langt, det er muligt og derefter baad resten af vejen. Men da vi moeder op kl. 7 om morgenen, bliver foerst den ene bus og saa den anden aflyst og pengene givet tilbage. Da vi allerede har reserveret en billet sydpaa med den tanke at krydse over gennem Chile, og kun mangler at betale, faar vi endelig at vide, at der nu skulle vaere en aabning mod Bolivien. Er det sikkert, spoerger vi. Et latinamerikansk “selvfoelgelig” er svaret. Men efter at have ventet endnu et par timer koerer bussen rent faktisk – kun 20 min. forsinket.

Et par timers buskoersel paa stoevede bagveje, adskillige stop for at spoerge om vej og en lang detour senere bliver vi laesset over i nogle smaa minibusser, da bussen ikke kan/maa koere resten af vejen. Og efter en kort koeretur af endnu en stoevet jordvej – denne gang paa gyngene vaadlandsbund – ligger der sandeligt en baad og venter paa os.

Maanen har for laengst sluppet bjergene og vores styrmaend informeret os om, at der nu kun er ca. 2 timer til vores destination – Copacabana – da Titicaca-soeen beslutter sig for at vise sin styrke. Boelgerne begynder pludseligt at slaa haardt mod baadens sider. De to haabeloest smaa motorer kaemper en haard kamp og er ikke staerke nok til at krydse op mod vinden. I stedet bliver vi kastet haardt fra side til side, og folk griber fast i deres stole for ikke at blive kastet af. Flere af vinduerne i baadens sider mangler, og soevand begynder at sproejte ind. Styrmaendene beslutter sig for at sejle mod en naerliggende vig og vente til boelgerne laegger sig. Titicaca-soeen ligger som verdens hoejstliggende store soe i naesten 4 km., og det er bidende koldt, saa beslutningen er ikke populaer.

Der er blevet ringet ind til byen, men intet kom tilsyneladende ud af det. I sidste ende fortsaetter vi mod Copacabana og haaber paa, at det gaar. Soeen kaster os omkring, og folk bander og skriger ved de store boelger. En pige skraat foran mig siger ikke en lyd, men hendes pludselige, neurotiske bevaegelser fortaeller, at hun er taet paa at panikke. I baadens forende kaster en peruviansk familie paa skift op i to poser. Og jeg maa indroemme, at jeg for jeg ved ikke hvilken gang i dag igen tvivler paa, om vi mon kommer frem.

Og saa pludseligt laegger boelgerne sig. Vi er kommet ind i bugten omkring Copacabana og vandet er roligt. 10 miutter senere staar vi paa boliviansk jord. 10 timer efter vi forlod Puno og efter ca. 6 timers sejlads. Copacabana ser fantastisk ud!

Dag 1: Anomst til Quilotoa og hike til soeen. Dag 2: Fra Quilotoa til Chugchilán. Dag 3: Chugchilán til Insiliví. Dag 4: Lokalt marked i Saquisilí (eneste bus fra Insiliví koerer kl. 3 – om morgenen!).

Solen er gaaet ned over regnskoven og aftensmaden er blevet indtaget i skaeret af stearinlys. Alt det vaade, mudrede hikingtoej haenger paa toerresnoren og de oemme muskler er blevet badet i floden. Der er stadig to dage til vi naar Ciudad Perdida, men vi er alligevel naaet for langt ud til at, der er elektricitet. Efter en lang dags hike er alle for traette til at lave noget, og over bordet bliver der udvekslet tungetvisterer paa alverdens sprog og historier fra naer og fjern.

Javier fra Madrid spoerger efter et saet kort og begynder at lave korttricks. Saettet bliver blandet paa kryds og tvaers med en eller to haender og viftet omkring, mens vi alle proever at foelge med. Kort bliver gaettet ved tankens kraft og dukker frem fra de maerkeligste steder. Der bliver banket paa, pustet paa og rystet med det slidte kortsaet, der pludseligt har faaet et helt nyt liv. Stearinlysflammerne giver genskaer i de vantro ansigter paa vores guider og de andre lokale der er moedt op. Kortsaettet bliver undersoegt grundigt, og forskellige paastande om trickenes hemmeligheder bliver fremsat og forkastet. Javier roeber som en aegte tryllekunstner intet.

Floden der loeber forbi neden for huset soerger for bassen i baggrundsmusikken. Over den ligger lyden af kaempetudsernes kalden og faarekyllinger og diverse andre insekter. En enkelt bille har af uransagelige aarsager udviklet evnen til at sige som en lille motorsav og overtager med jaevne mellemrum hele koncerten. Tusinde myg svaermer omkring os og doer i stearinlysenes flammer. Den skarpe lugt af myggespray blander sig med lugten af baalroeg og vaad natur. Mellem traerne glimter ildfluerne regelmaessigt, og pludseligt er det svaert at kende forskel paa virkelighed og magi.

En ung colombianer bliver bedt om at traekke et kort og fra den anden side af bordet, fortaeller Javier ham, at siden han er saadan en kaerlig person, maa kortet vaere hjerter, og tallet det antal af kvinder han har vaeret i seng med, altsaa 10. Den unge colombianer er fuldstaendig lamslaaet, da han vender hjerter 10 om, og fra da af er der ingen tvivl om, at det er aegte magi, der er paa spil og ikke bare tricks. Alligevel vil alle have ham til at forklare trickene, men da Javier ikke afsloerer noget, maa vi i stedet noejes med at oeve os paa at blande kort med en haand.

For omkring tre maaneder siden moedte jeg en graeker paa et hostel i byen Antigua, Guatemala. Han snakkede stort set intet engelsk, men var til gengaeld god til spansk efter at have rejst meget i Latinamerika. Han tog videre fra hostellet en dag foer os, men dukkede saa pludseligt op igen samme aften. Hans taske var blevet roevet. Den havde ligget paa bagagehylden over saedet i hans bus, to fyre havde samarbejdet om at distrahere ham og en-to-tre: Tasken  var vaek! Den allerfoerste tanke der passerede gennem min hjerne med kaempe neonbogstaver var: Hvordan i alverden kunne du vaere saa dum at laegge din taske op paa hylden? Efter at have rejst saa meget? Man har da altid sin taske paa sig! Altid!

I forgaars steg jeg paa en bus i Colombiens hovedstad Bogotá i en stor busterminal. Jeg skulle koere 8 timer til ekstremsportsbyen San Gil. Da jeg er kommet op, staar der en mand i midtergangen og spoerger til mit saedenummer. Jeg tager ham for en del af det almindelige buspersonale og lader ham lede mig til mit saede. Da vi kommer frem, vil han gerne hjaelpe mig med at ligge min taske op paa bagagehylden. Jeg siger, at jeg foretraekker at have den hos mig, men han insisterer og begynder at forklare noget om et sikkerhedstjek paa vej ud af terminalen. Jeg indvilliger, men holder godt oeje med tasken. Kort tid efter taber han tilfaeldigvis nogle moenter paa gulvet ved mit saede, og jeg begynder at blive ret mistaenksom. Jeg holder godt oeje med fyren, mens jeg samler moenterne op og kaster hurtigt efter et blik op paa min rygsaek. Den ligger stadig paa hylden. Jeg taenker, at hvis det er et trick, saa maa det vaere mislykket, og kort efter forlader fyren bussen. Vi har koert i ca. et kvarter, da jeg rejser mig for at tage min ipod frem og finder ud af, at tricket ikke var saa mislykket endda. Mit kamera er vaek!

Dum dum dum dum dum!!! Hvordan kunne jeg vaere saa DUM? Efter 7 maaneders rejse?Og pludselig giver lyden af min egen stemme ekko i mit hoved: “Man har da altid sin taske paa sig! Altid!” Der er ikke andet at goere end at gaa op i forenden af bussen og meddele: “Me robaron la cámara.” Bussen er naesten ude af byen, tyven over alle bjerge og kameraet bliver aldrig fundet. Heldigvis fortaeller en hurtig opgoerelse mig ogsaa, at alle billederne ligger paa min USB, jeg har forsikring, og der er ikke sket mig noget – maaske rent bortset fra at mit ego har faaet nogle alvorlige skrammer… Fyren havde selvfoelgelig en medskyldig, der mens jeg havde travlt med at holde oeje med hans partner hurtigt toemte min taske. Hvor mange gange har jeg ikke hoert historier om tyve, der arbejder i par…?

Og saa taenker man maaske, at det var en staerkt deprimeret mig, der steg af bussen 8 timer senere i San Gil. Men efter at vaere kommet mig over at vaere et kaempe fjog og have gennemgaaet de fem stadier af sorg begynder det at gaa op for mig, hvor rare folk omkring mig er: Buschauffoeren ringede straks til sit selskab og politiet i terminalen. Alle passagererne begynder straks at give udtryk for deres sympati og insisterer paa, at jeg rykker op forrest i bussen. Den gamle mand over for mig advarer om, at her stjaeler alle (dog ikke ham), og en ung fyr bruger chancen til at smaaflirte lidt med mig, mens han “troester”. Kvinden fra saedet foran soerger for at alle ting gaar rigtigt til og giver sig til at distrahere mig med historier om San Gil, hvor hun er fra. Foer jeg ved af det, har jeg en aftale om at skulle ud og drikke en oel med hende dagen efter. Colombien er maaske det eneste sted i verden, hvor man kan faa sit kamera stjaalet ved starten af en bustur og stadig hoppe af bussen med et smil paa laeben…

Efter en haard gaatur op af bakke ankommer jeg til hostellet og maa forklare, hvad der er sket, da jeg spoerger, hvor politistationen er. Receptionisten giver mig et meget sigende blik og siger paa laaaangsomt spansk; “Man skal altid have sin taske paa sig!” Og jeg kan feje resterne af mit ego op fra gulvet…

Farvel...

Alligevel kan jeg  efter en maaned overhovedet ikke finde paa noget spaendende at skrive, saa jeg er bange for at I maa noejes med en billedblog:

Paa en maade virker det som det helt rigtige sted foerste gang at vaere paa egen haand for alvor. Det var her i Managua, jeg landede for naesten praecist tre aar siden paa min foerste rigtige rejse. Det var her jeg proevede at bruge mit vaklende spansk for foerste gang. Her jeg for foerste gang sad paa ladet af en pick-up med alle Latinamerikas lyde i oererne og eventyrfornemmelsen i maven. Her jeg forelskede mig i Latinamerika. Og her jeg fem maaneder senere i selskab med min mor fik en pistol stukket i ansigtet og min taske og rejsedagbog taget.

Da jeg tidligere paa dagen tjekkede ind paa Hospedaje Santos var det med en maerkelig foelelse af deja-vu. Den stoennende mand bor stadig i huset inde ved siden af. Udsigten ud over mangotraeerne og bliktagene spiddet af antenner er stadig den samme, som jeg skrev om i min foerste rejsemail hjem. De udslidte moebler er stadig de samme, som jeg foerste gang satte mig i med jetlag og sommerfugle i maven. Den eneste forskel er, at denne gang er jeg alene her.

Senere paa mit vaerelse overvejede jeg serioest at klare mig uden aftensmad og i stedet blive i hotellets tryghed. Comidas Sara laa tidligere lige over for hotellet, men er nu rykket ned om hjoernet. Uden for syne. Men stadig for taet paa til en taxi.

David rejste ogsaa alene, og han fortalte mig om hvor skraemmende, tanken foerst havde virket paa ham. Men ogsaa at det saa var gaaet op for ham, at det at rejse alene i hoej grad handler om at overvinde sin frygt. Om det saa er ved at bestikke en vagt og snige sig ind paa et ruinomraade i Guatemala om natten for at se solopgangen - som han havde gjort - eller efter moerkets frembrud at gaa alene ud i det kvarter, hvor man engang blev roevet ved hoejlys dag.

Hjertet gav et gib i brystet paa mig, da jeg traadte ud paa den daarligt oplyste gade ud for Santos og bevaegede mig ned mod Comidas Sara. Selvom stedet er nyt, er den gode mad og stemningen den samme, som jeg husker. Og denne gang forstaar jeg, hvad tjeneren siger og kan svare igen i hele saetninger.

Man raekker verden en lillefinger og saa tager den hele haanden…

Mange tak til Comidas Sara for en fantastisk, eftertankevaekkende curry m. appelsin/papayajuice til og for ikke at kigge maerkeligt paa mig, da jeg laante en kuglepen og begyndte at skrive loes paa deres servietter.